Blog

Gå til vores Blog og se alle indlæg

Herunder kan du læse det seneste indlæg på vores Blog

FILLERS – PERMANENTE ELLER IKKE-PERMANENTE. HVAD SKAL JEG VÆLGE?

For god ordens skyld skal nævnes, at vi ikke benytter permanente fillers i klinikken og aldrig har gjort det.

Hvilken slags filler skal jeg vælge og hvad betyder det?

At starte på kosmetiske behandlinger er for mange ganske grænseoverskridende. Når beslutningen først er taget og behandlingen udført indebærer det ofte, at man bliver så glad for resultatet, at man ønsker at bevare det. Det er her tanken om de permanente fillers kommer på bane. Det er naturligt nok, for fordelen ved disse behandlinger er klart, at de ikke skal gentages, og dermed ej heller er en løbende udgift. Mange, ofte unge kvinder tænker, at så er det kun mange penge én gang.

Fordele ved permanente fillers:

Der skal kun behandles en enkelt gang – evt. med en mindre supplering

Mindre tidsforbrug og mindre ubehag for de der ikke bryder sig om behandlingen

Der er over tid en økonomisk besparelse

Ulemper ved permanente fillers:

Er man ikke fuldt tilfreds med resultatet, er det rigtig vanskeligt at ændre og kan kræve operation

Ændrer moden og idealerne for udseende sig, ja, så fanger bordet

Pga. ansigtets forandring kan resultatet ændre sig med tiden

Det er ikke muligt fra år til år at tage stilling til, hvad der lige nu vil være det mest optimale for et ansigt – den beslutning er taget, da den permanente filler blev lagt

En del mennesker udvikler intolerans overfor den permanente filler helt op til 2-10 år efter den er givet. Det kan give særdeles store komplikationer og alt andet end det attraktive udseende der oprindeligt var målet

PERMANENTE FILLERS = PERMANENTE PROBLEMER (Kendt udtryk fra diverse konferencer rundt i verden)

laeber-beh-permanent-filler

Viste behandling er IKKE foretaget i klinikken, men er et eksempel på en patient der henvender sig 3 år efter behandling andetsteds med permanent filler. Problemerne med byldeagtige knuder er netop opstået og involverer hele det behandlede område. Vi henviste i dette tilfælde til Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling, da en operation med spaltning af læben her er nødvendig

Er det bedst at bruge permanent eller ikke-permanent filler?

Det er et ofte stillet spørgsmål i klinikken. Det kan have vidtrækkende konsekvenser hvis man bliver rådet til permanent filler. Vi anvender IKKE permanente fillers i klinikken.

Det er ved besvarelse af ovenstående spørgsmål nødvendigt at være varsom, og det er i forbindelse med rådgivningen meget vigtigt, at man har tillid til sin behandler og dennes vejledning. Det er vigtigt, at være ærlig omkring hvilke typer behandling der egner sig til permanente fillers.

Når vi tager på konferencer og kurser rundt om i verden hører vi ofte udtrykket: Permanente fillers = Permanente problemer (Hvis uheldet er ude).

Det er ikke helt uden grund, at de permanente fillers i flere sammenhænge, har fået et tvivlsomt ry. Nedenfor forsøges redegjort for hvad der sker over tid i et menneskes væv – fillers eller ej.

Almindelige aldersforandring

Et ansigt er levende væv og vores mimik er individuel. Nogle mennesker får med tiden smilerynker, rygermund, kragetæer, andre får hamsterkinder eller poser under øjnene. Der findes utallige variationer, fordi vi bruger vores mimik helt forskelligt.

Fordi vi har forskelligt arvemateriale, får nogle flere rynker end andre, ligesom nogle er tykke og andre er tynde. Der kan være en tendens til, at kraftige mennesker har lidt færre rynker og meget slanke har flere rynker. Ofte ses, at mennesker med især et relativt pludseligt vægttab har mistet volumen i ansigtet. Dette giver i nogle tilfælde et udhulet udseende som kan forårsage, at man ser mere træt og trist ud end man føler sig.

Et er dog fælles for os alle og det er, at vores ansigt ændrer sig med alderen. Tyngdekraften virker år for år på os i mere eller mindre udtalt grad.

Permanente fillers reaktion i kroppen

Overordnet kan man sige, at permanente fillers ikke kan nedbrydes af kroppen – heraf navnet. Når en permanent filler sprøjtes ind i det aktuelle væv, aktiveres vores immunsystem. Vores forsvarsmekanisme sørger for, at det fremmede materiale (eksempelvis plastickugler) indkapsles, og det er så arvævet omkring den fremmede substans samt selve substansen, som tilsammen udgør det endelige resultat.

Det kan være meget vanskeligt at afgøre, hvordan resultatet vil være på længere sigt, da indkapslingen og dannelsen af arvæv kan være meget individuel. Det er desuden svært at fastslå, hvordan implantatet (det kalder man det) ser ud når kroppen ældes og det omkringliggende væv flytter sig i tyngdekraftens retning. Endelig er det vanskeligt at behandle eventuelle komplikationer der måtte opstå i forbindelse med brug af permanent filler – og disse er desværre ikke helt sjældne, da denne fillertype ikke, som det er tilfældet med ikke-permanent fillers, kan opløses ved simpel indsprøjtning af et enzym der nedbryder hyaluronsyren, der er bestanddelen i ikke-permanente fillers. Eksempelvis er det et stort problem at fjerne implantater fra læber, da det som ofte er fordelt og hermed helt har infiltreret læbevævet. Dette giver ofte ar og dermed en ikke særlig pæn læbe. Der er desuden set eksempler på læber hvor vævsreaktionen har været så kraftig, at der er kommet byldedannelser og omfattende kirurgiske indgreb har været nødvendige. Se nedenstående billede.

Hvad kan der ske ved anvendelse af permanente fillers?

Lige præcis det faktum at ansigtet ændrer sig er en altafgørende årsag til, at man skal holde sig fra permanente fillers.

Når tyngdekraften for alvor sætter ind vil den permanente filler have tendens til at flytte sig!

Jo yngre man er, når man evt. vælger at blive behandlet, jo mere sikkert er det, at den permanente filler der sad perfekt da behandlingen blev foretaget, har flyttet sig sammen med det omkringliggende væv. Dermed sker der det, at den virkning og effekt filleren oprindeligt havde, nu ser uheldig ud. Man kan således sige, at jo yngre man er når den permanente fillerbehandling foretages, des større konsekvenser har det på sigt.

Vi ser sommetider patienter som har fået lagt en permanent filler eksempelvis under øjnene,dette for at skjule mørke rande / Tear troughs. Det var muligvis pænt en gang, men som årene går og tyngdekraften arbejder synker den permanente filler med tiden og kommer dermed til at ligne poser under øjnene – Begejstringen er til at overskue. Desværre er der jo netop tale om permanent filler og derfor kan det ikke fjernes på samme måde som eksempelvis almindelig Restylane eller Juvéderm.

Et andet eksempel er kindben, som oprindeligt er fremhævet, men med tiden er sunket. Her er elegancen gået fløjten.

Et område der er vældig kritisk er læber. Her kan det gå rigtigt galt. Er der benyttet permanent filler i læberne, er det ikke noget vi kan eller vil justere på. Vi har set patienter med permanente fillers, hvor produktet har givet problemer flere år efter anlæggelse, så den proces skal man ikke provokere med yderligere behandling. Det kan også være, at der oprindeligt er lagt for lidt volumen eller, at den enkelte bare ønsker større læber. Her er det så ikke muligt at supplere med yderligere behandling, da det også kan provokere en reaktion.

Et andet aspekt man skal have med i sine overvejelser, når man tænker permanente fillers, er modens luner. Det kan være, at moden ændrer sig. Det kan ikke udelukkes, at man selv ændrer smag og ikke bliver ved med at synes det samme look klæder en.

Hvad hvis man ikke bliver tilfreds med en behandling

Endelig skal man ikke se bort fra den mulighed, at man ved en behandling kan være uheldig, at en filler fra starten ikke lægges helt som man drømte om. Så har det store konsekvenser, når den er permanent.

Det er altid behandlerens ansvar og forpligtelse, at patienten bliver orienteret om, hvilke risici der er forbundet med en behandling – det gælder i sagens natur især ved anvendelse af permanente fillers, men det gælder principielt en hvilken som helst anden behandling.

Af permanente fillers kan nævnes: Aquamid, Silikone, Artecoll m.fl. Det skal igen pointeres, at vi ikke benytter permanente fillers i klinikken – og aldrig har gjort det.

Af ikke-permanente fillers kan nævnes: Restylane, Juvéderm, Teosyal, Esthelis, Fortelis m. m.

Kategori: RESTYLANE, KOSMETISK BEHANDLING

Ønsker du at kommentere dette indlæg kan det gøres nederst på siden her

Comments are closed.